Toyota indstiller produktion i hele Europa

I lyset af den hurtige eskalering af coronavirus pandemien i Europa og dens både sociale og økonomiske indvirkning offentliggør Toyota nu seneste nyt om sin forretning i Europa – herunder også i Danmark.

Først og fremmest sender vi hos Toyota vores dybeste kondolencer til alle, der har mistet en eller flere af deres kære siden begyndelsen af pandemien. Vi udtrykker desuden vores dybeste sympati over for enhver, der er ramt af udbruddet af coronavirus. Samtidig ønsker vi at udtrykke vores dybeste respekt til det sundhedspersonale og de ansatte i offentlige funktioner, der står i frontlinjen dag og nat.

Vi træffer beslutninger baseret på vores medarbejderes og samarbejdspartneres sikkerhed og under hensyntagen til de, der i øjeblikket håndterer dette udbrud. Vi vil fortsat handle rettidigt i denne meget hurtigt udviklende situation og vil fremover stadig basere vores beslutninger på de vejledninger og anbefalinger, vi modtager fra myndighederne i hvert enkelt land og region.

Generelle foranstaltninger

Overalt i Europa har Toyota implementeret en række foranstaltninger i tråd med sundhedsmyndighedernes henstillinger til støtte i bestræbelserne på at forhindre og bremse spredningen af COVID-19.

Det være sig øget hygiejne og rengøringsforanstaltninger, informationsdeling, anmodning om at arbejde hjemmefra for kontorpersonale, rejsebegrænsninger, aflysninger eller udsættelse af ikke-væsentlige arrangementer og møder samt fysisk afstand til hinanden – både internt blandt medarbejdere og udadtil over for kunder og samarbejdspartnere.

Produktion

Med den voldsomme acceleration af coronavirussen i forskellige europæiske lande og regioner og de deraf følgende nedlukningsforanstaltninger truffet af forskellige nationale og regionale myndigheder, oplever vi usikkerhed om salget på kort sigt, og vanskelighederne i logistik- og forsyningskæder vil stige i de næste uger.

Toyota i Europa har derfor besluttet at igangsætte en gradvis lukning af produktionen af de fleste af vores biler, motorer og gearkasser på europæiske fabrikker gældende fra 18. marts 2020.

De omfattede fabrikker i Europa er følgende:

  • Toyota Motor Manufacturing France (TMMF) i Onnaing i Nordfrankrig.
  • Toyota Motor Manufacturing UK (TMUK) i Burnaston og Deeside i England.
  • Toyota Peugeot Citroen Automobiles (TPCA) I Kolin i Tjekkiet (fra 19. marts 2020).
  • Toyota Motor Manufacturing Poland (TMMP) i Walbrzych og Jelcz-Laskowice i Polen.
  • Toyota Motor Manufacturing Turkey (TMMT) i Sakarya i Tyrkiet (fra 21. marts 2020).

Øvrige forhold

Processer, der er vigtige for samfundet – som fx levering af reservedele til biler, som skal sørge for offentlighedens sikkerhed, vil fortsætte. Ligeledes vil processer og projekter, der anses som væsentlige i bestræbelserne på en smidig genstart af produktionen på fabrikkerne samt væsentlige i forhold til fremtidig aktivitet på fabrikkerne, som fx projekter med nye biler, blive opretholdt med nødvendigt personale.

Det vurderes fra land til land, hvorvidt Toyota-forhandlere har åbent for salg af biler og Toyota-værksteder for service og reparationer. I lande, hvor myndighederne har lukket ned, er forhandlere og værksteder helt eller delvist lukket. I Danmark har alle Toyota-forhandlere og –værksteder i skrivende stund åbent og tager alle de forholdsregler, der er mulige, for at sikre kunderne den størst mulige tryghed.

Flere Toyota-forhandlere og -værksteder tilbyder en såkaldt hente-/bringe-service, der betyder, at man kan få hentet sin bil på privatadressen, når den skal have lavet service. Efter serviceeftersynet returnerer Toyota-værkstedet så bilen på privatadressen.

Det er selvfølgelig også altid muligt at stille sin bil selv og aflevere bilnøglen i en særlig nøgleboks hos forhandleren. På den måde undgår kunderne at komme i direkte kontakt med andre personer ved aflevering af deres bil til service. Herefter sikrer værkstedet, at det aftalte arbejde på bilen bliver udført af en mekaniker, der bærer engangshandsker, ligesom der også bruges både rat- og sædeovertræk.

”Alle medarbejdere tager alle forholdsregler og er instrueret i at bruge håndsprit, ikke længere at give hånd samt holde god fysisk afstand både internt til hinanden og til kunder,” siger pressechef Anders Tystrup hos Toyota Danmark.

I tilfælde af total nedlukning af samfundet i Danmark vil det fortsat være muligt for kunder at komme i kontakt med Toyota via e-mail og telefonisk.

Onsdag den 18. marts 2020