Stubbes guide til kør-selv-ferien

Er din bil klar til ferien? Vores dygtige teknikereteam har samlet en komplet guide til, hvad du skal have styr på, inden du begiver dig afsted.

Olie og væsker

Olie

For at din bil kan køre problemfrit, er det vigtigt, at den har den korrekte mængde olie påfyldt. Du kan selv tjekke olieniveauet i motoren med disse simple trin:

1. Lad bilen stå natten over, så motoren er kold, og foretag din måling om morgenen, mens bilen står plant - så får du den mest præcise måling.

2. Tag oliepinden op, og tør pinden af med et stykke køkkenrulle (se pindens placering i motorrummet på billede 1).

3. Sæt herefter oliepinden tilbage i et par sekunder, så olien kan lave en markering på oliepinden.

4. Tag oliepinden op, og se olieniveauet på pinden - niveauet skal gerne være fra midten af pinden og op til maksimum (se billede 2). Se, hvad producenten anbefaler i din instruktionsbog. Hos Stubbe anbefaler vi fra midten og op til maksimum, da der kan være dannet kondens (vand) i motoren, som kan få olieniveauet til at fremstå højere, end det er.

Er olieniveauet ikke optimalt, er du velkommen til at ringe til os, så guider vi dig til hvilken olie, der anbefales til netop din bil. Skal du ud på en længere køretur, anbefaler vi, at du tager ekstra olie med. Hvis bilen ikke har fået skiftet olie det seneste år, anbefaler vi, at du får det gjort, inden du begiver dig ud på kør-selv-ferien.

Sprinklervæske

For at sikre optimalt udsyn anbefaler vi, at du undersøger, om bilen har tilstrækkeligt med sprinklervæske. Skal du køre langt, er det en god idé at tage en ekstra dunk med. Husk at påfylde frostsikret sprinklervæske, hvis du kører om vinteren.

Kølervæske

Bilens kølervæske er vigtig for, at motoren kan holde den rigtige temperatur, og du bør derfor sikre dig, at niveauet ligger mellem "minimum" og "maksimum".

Billede 1: Oliepindens placering i motorrummet

      

Billede 2: Anbefalet olieniveau

Dæk

Vi anbefaler, at du inden kørsel kontrollerer dine dæk. Start med at måle dækmønstrets dybde. Ifølge dansk lovgivning skal du minimum have 1,6 mm dækmønster, men hos Stubbe anbefaler vi, at du har minimum 3 mm, hvis du skal ud på en længere køretur. De 3 mm gælder også vinterdæk, hvor vi på det kraftigste anbefaler, at man ikke kører med mønster på under 3 mm, da dette forringer dækkets effekt markant (I Østrig er 4 mm dybde et lovkrav).
Når du har undersøgt dækkenes mønsterdybde, skal du tjekke dæktrykket. Producentens anbefalede dæktryk kan du se på dørkarmen i førersiden. På billederne nedenfor kan du se, hvor man kan aflæse det anbefalede dæktryk på Toyota, Renault og Dacia.

Billede 3: Aflæsning af anbefalet dæktryk på Toyota

Billede 4: Aflæsning af anbefalet dæktryk på Renault

Billede 5: Aflæsning af anbefalet dæktryk på Dacia

Kører du få kilometer årligt, kan du risikere, at bilens dæk bliver for "gamle", inden de fysisk bliver slidt ned. Dæk har som så meget andet også en udløbsdato, og man siger som hovedregel, at disse bør skiftes efter 6-8 år. På billedet nedenfor kan du se, hvordan du via DOT-nummeret selv kan tjekke, hvornår dit dæk er fra.
Når du har sikret dig, at bilens dæk er klar til turen, anbefaler vi, at du i samme omgang tager et kig på bilens reservehjul eller lappekit, så du er sikker på, at disse virker i tilfælde af en punktering.

Billede 6: Aflæsning af dækkets alder ud fra DOT-nummer

Vinterferie i udlandet

I Danmark er det ikke lovpligtigt at køre med vinterdæk. Ud af danskernes foretrukne vinterferiedestinationer er vinterdæk lovpligtigt i disse lande: Tyskland, Sverige, Italien (Aostadalen) og Østrig. Læs om pigdæk og snekæder her.

Bremser

Hvis det er længe siden, du har fået skiftet bremser, bremsevæske eller de er slidte, anbefaler vi, at du bestiller tid til et servicetjek af dine bremser. Du kan bestille tid direkte ved at bruge knappen i bunden af denne artikel.

Sikkerhed

Udover ovenstående anbefaler vi, at du for en sikkerheds skyld har styr på nedenstående punkter:
- Lys (tjek, at bilens pærer virker, og medbring evt. ekstra, hvis du skal køre langt. Skal én af pærerne udskiftes, anbefaler vi, at du udskifter dem i par)
- Vinduesviskere (tjek, at gummiet på viskerne ikke er slidt)
- Advarselstrekant og sikkerhedsveste
- Lang isskraber/kost
- Isspray
- Varmt tæppe
- Lommelygte
- Arbejdshandsker

Aircondition

For at sikre en køretur med høj luftkvalitet og den rette temperatur anbefaler vi, at du undersøger om bilens airconditionssystem fungerer optimalt. Kan systemet ikke køle luften ned, råder vi dig til at bestille et eftersyn via knappen nedenfor.

Rigtig go' køretur!

 

Denne side benytter cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere her.

OK