Toyota Corolla TS Hybrid

Guide til kør-selv bilferie

Har du helt styr på, om din bil klar til kør-selv-ferien? Vores dygtige mekanikere og teknikere på værkstedet har samlet en række gode råd til, hvad du skal have styr på, inden du begiver dig afsted på kør-selv bilferie.

1. Olie og væsker

Olie

For at du kan køre problemfrit på din bilferie, er det vigtigt, at den har den korrekte mængde olie fyldt på. Du kan selv tjekke olieniveauet i motoren med disse simple 4 trin:

1. Lad bilen stå natten over, så motoren er kold, og foretag din måling om morgenen, mens bilen står plant - så får du den mest præcise måling.

2. Tag oliepinden op, og tør pinden af med et stykke papir eller køkkenrulle. (se oliepindens placering i motorrummet på billede 1).

3. Sæt herefter oliepinden tilbage i et par sekunder, så olien kan lave en markering på oliepinden.

4. Tag oliepinden op igen, og se olieniveauet på pinden - niveauet skal gerne være fra midten af pinden og op til maksimum (se billede 2). Du kan læse, hvad producenten anbefaler i din instruktionsbog. Hos Stubbe anbefaler vi, at olieniveauet er fra midten og op til maksimum, da der kan være dannet kondens (vand) i motoren, som kan få olieniveauet til at fremstå højere, end det er.

Er olieniveauet for lavt, kan du altid kontakte os, så hjælper vi dig med hvilken olie, der anbefales til netop din bil, så den er i topform til din bilferie.

Skal du ud på en lang køretur, anbefaler vi, at du tager ekstra olie med. Hvis bilen ikke har fået skiftet olie det seneste år, anbefaler vi, at du får det gjort, inden du begiver dig ud på en kør-selv bilferie.

Bilferie

Oliepindens placering i motorrummet

      

Bilferie

Anbefalet olieniveau

Sprinklervæske

På en bilferie kan bilens forrude blive udsat for mange forskellige elementer. For at sikre optimalt udsyn med en ren forrude anbefaler vi, at du undersøger, om bilen har nok sprinklervæske på. Har du en længere tur planlagt til din bilferie, er det en god idé at tage en ekstra dunk med. Husk, at vælge frostsikret sprinklervæske, hvis du kører om vinteren.

Kølervæske

Bilens kølervæske er vigtig for, at motoren kan holde den rigtige temperatur, og du bør derfor sikre dig, at niveauet ligger mellem "minimum" og "maksimum".

2. Dæk

Vi anbefaler, at du inden din kør-selv bilferie kontrollerer bilen dæk. Start med at tjekke dækmønstret og måle dybden. Ifølge dansk lovgivning skal du minimum have 1,6 mm dækmønster. Hos Stubbe anbefaler vi, at du har minimum 3 mm, hvis du skal ud på en længere køretur. De 3 mm gælder også vinterhjul, hvor vi på det kraftigste anbefaler, at du ikke kører med mønster på under 3 mm, da dette forringer dækkets effekt markant (Fx i Østrig er 4 mm dybde et lovkrav).

Når du har undersøgt dybden på dækmønstret, skal du tjekke om, der er luft nok i dækkende. Producentens anbefalede dæktryk kan du se på dørkarmen i førersiden. På billederne nedenfor kan du se, hvor man kan aflæse det anbefalede dæktryk på Toyota, Renault og Dacia. Du kan også altid læse det anbefalede dæktryk i bilens manual.

Bilferie

Aflæsning af anbefalet dæktryk på Toyota

Bilferie

Aflæsning af anbefalet dæktryk på Renault

Bilferie

Aflæsning af anbefalet dæktryk på Dacia

Kører du få kilometer årligt, kan du risikere, at bilens dæk bliver for "gamle", inden de fysisk bliver slidt ned. Dæk har som så meget andet også en udløbsdato, og man siger som hovedregel, at disse bør skiftes efter 6-8 år.

På billedet nedenfor kan du se, hvordan du via DOT-nummeret selv kan tjekke, hvornår dit dæk er fra.
Når du har sikret dig, at bilens dæk er klar til din bilferie, anbefaler vi, at du i samme omgang tager et kig på bilens reservehjul eller lappekit, så du er sikker på, at disse virker i tilfælde af en punktering.

Bilferie

Aflæsning af dækkets alder ud fra DOT-nummer

Vinterferie i udlandet

I Danmark er det ikke lovpligtigt at køre med vinterhjul. Ud af danskernes foretrukne vinterferiedestinationer er vinterhjul lovpligtigt i disse lande: Tyskland, Sverige, Italien (Aostadalen) og Østrig. Tager din kør-selv bilferie dig til en af disse lande, så opfordrer vi til at få skiftet til vinterhjul, så du kan køre lovligt og sikkert. Læs om kravene pigdæk og snekæder på FDM her.

Bremser

Hvis det er længe siden, du har fået skiftet bremser, bremsevæske eller de er slidte, anbefaler vi, at du bestiller tid til et servicetjek af dine bremser. Du kan nemt bestille tid online hos Stubbe ved at bruge knappen i bunden af siden.

Sikkerhed

Derudover anbefaler vi hos Stubbe, at du for en sikkerhedsskyld har styr på følgende:

  • Lys (tjek, at bilens pærer virker, og medbring evt. ekstra, hvis du skal køre langt. Skal én af pærerne udskiftes, anbefaler vi, at du udskifter dem i par.)
  • Vinduesviskere (tjek, at gummibladet på viskerne ikke er slidt)
  • Advarselstrekant og sikkerhedsveste
  • Lang isskraber/kost
  • Isspray
  • Varmt tæppe
  • Lommelygte
  • Arbejdshandsker

Aircondition (AC)

For at sikre høj luftkvalitet og den rette temperatur på din bilferie anbefaler vi, at du undersøger om bilens airconditionsystem fungerer optimalt. Kan systemet ikke køle luften ned, råder vi dig til at bestille et eftersyn via knappen nedenfor.

Rigtig go' køretur!